Eskjær

Den smukke hovedbygning er dog først opført 1761, hvilket står at læse på indvielsestavlen over hovedindgangen. Den er opført på et middelalderligt voldsted omgivet af vandfyldte grave. Gården blev bygget af den driftige Mads Hastrup, der var den første ejer af borgerlig herkomst. Han købte Eskjær i 1750 af højesteretspræsident Claus Reventlow, der sandsynligvis aldrig selv har boet på gården.

Hastrups bygningsværk danner en smuk helhed, hvor de to trefløjede anlæg, borggården og ladegården, åbner sig mod hinanden. Under hovedbygningen, østfløjen, er der i kælderen rester af en sengotisk bygning i form af en række krydshvælv båret af kraftige, firkantede søjler. Efter et sagn var disse kælderrum opholdssted for de kendte Thise trolde, inden de blev kastet på bålet, dømt for trolddom. I nordfløjen er indrettet tegnestue, meget passende med speciale i restaurering af danske herregårde.

I den store park sydøst for hovedbygningen ses rester af en barokhave anlagt i 1760'erne. Navnet Eskjær er da også en omskrivning af Askjær, der hentyder til de mange asketræer, som findes både i parken og i skoven bagved. Man kan parkere i avlsgården og gå en tur gennem den frodige løvskov ned til fjorden.

Eskjær har siden 1869 været i familien Schüttes besiddelse. Sprogmanden Gudmund Schütte (1872-1958) blev født her. I sine videnskabelige arbejder beskæftigede han sig især med oldgermanske sagn og digte.

Et stykke syd for Eskjær kan man finde et usædvanligt stenkors tæt ved vejen. Det benævnes Astrup-korset og ligger da også midtvejs mellem Eskjær og gården Astrup. Korset er ca. 1 m høj og er dekoreret med tovsnoninger af romansk karakter. Der har tidligere været et andet kors på den anden side af vejen, men det er tvivlsomt, om de to kors oprindeligt har stået her. Man ved ikke, hvorfor disse kors er opsat. Måske har de stået ved Grinderslev Klosters jord for at vise, hvor alfarvej gik ind på kirkens jord.

Den funktion er kendt fra andre jyske klostre. Siden er korset blevet flyttet, måske for at markere afgrænsningen af Astrup hovedgårds hovmarker.