Østergård

Det er ikke sket med Østergård, der trods ændringer har bevaret et senmiddelalderligt præg. Borgen har været truet af forfald, men nu er man i gang med en istandsættelse efter en langsigtet bevaringsplan. Dermed skulle et af landets mest originale borganlæg være sikret for eftertiden.

Den manglende vedligeholdelse må ikke tolkes som manglende interesse for borgen, der i årenes løb har påkaldt arkitekter og historikeres opmærksomhed. Østergård blev da også fredet i kl. A i 1918, og arkitektskolen i Århus udgav i 1992 rapporten Salling Østergaard, der er udarbejdet af arkitektstuderende. Det har heller ikke skortet på lokal opbakning. I 1995 arrangerede en gruppe borgere i Åsted en række aktiviteter omkring Østergård, og to år senere blev det besluttet at danne en støtteforening. På den baggrund lykkedes det i 1998 at få staten til at overtage de forfaldne hovedbygninger og et areal på 6 ha med skoven ned mod åen. I år 2000 gik man i gang med at forny taget under ledelse af arkitekt Erik Ejnar Holm, Eskjær.

Det har hele tiden været ønsket, at Østergård skulle være en del af det lokale kulturliv. Derfor er det planen at overdrage Østergård til en lokal fond, der har som formål at istandsætte og vedligeholde borgen samt sikre offentlig adgang til stedet.

Under den seneste restaurering fandt man under pudslaget kalkmalerier stort set overalt på første sal. De stammer fra borgens første tid omkring reformationen. Det er yderst sjældent at finde så gamle kalkmalerier, hvis man ser bort fra kirkerne. Nogle steder er malerierne ret velbevarede. De fleste består af mønstre med bladranker, men i riddersalen er der på den øverste del af væggen en hel lille by af stenhuse. I fruerstuen bør man bemærke fire billedfelter, hvor der er afbildet et par i hvert felt. Et af parrene spiller brætspil.



Historisk oversigt
Slægtsnavnet Krabbe har stærke rødder i Salling, hvor familien har ejet flere gårde. Navnet lever endnu i Krabbesholm, der i dag er højskole i Skive. Hvad enten det nu er sket før eller senere i 1400-tallet, så flytter slægten Krabbe fra det befæstede Sallingholm til Østergård, hvor der tidligere må have ligget en mere beskeden gård. I 1483 underskrev kong Hans en håndfæstning, der gav stormænd rettighed til igen at opføre befæstede gårde (nu stenhuse). Det var baggrunden for, at de nuværende bygninger kunne opføres.

Østergård blev bygget på et fladt, kvadratisk voldsted omgivet af volde og grave. På en nu forsvunden indskrift på en bjælke i den store sal stod der at læse, at Lucas Krabbe lagde grundstenen til Østergård i 1516. Det er dog kun den vestre fløj, der kan være fra den tid. Sydfløjen er en snes år yngre, og de to øvrige fløje er fra ca. 1550. Bygningerne omgiver en mindre borggård på 9 x 9 m. På et tidspunkt har murene været hvidkalkede.

Da der i 1524 blev opkrævet skat af landets bøndergårde, måtte Lucas Krabbe betalte for 26 fæstegårde. Han døde 1543, og hans ligsten kan nu ses i våbenhuset til Åsted kirke. I kirken findes også en ligsten for hans søn og efterfølger på Østergård, Ivar Krabbe, der er den mest legendariske af Krabbe-slægten. På stenen optræder han i helfigur, klædt i rustning, sammen med hustruen Magdalene Banner, der fødte ham fem døtre.

Ivar Krabbe fuldførte byggeriet af Østergård. Endnu mens faderen boede her, deltog Ivar Krabbe i kampen mod Skipper Clement og blev taget til fange i slaget ved Svenstrup i 1534. Han slap med livet i behold og blev en anset mand, rigsråd og indehaver af flere betydelige len (Borreby, Kronborg, Koldinghus og Skivehus). I 1546 blev han ejer af Sæbygård og lidt senere Skovshoved, der efter ham fik navnet Krabbesholm.

Efter Ivar Krabbes død i 1661 levede Magdalene Banner i mange år som en dynamisk herregårdsfrue. Hun ombyggede Åsted kirke, der fik hvælvinger i kor, sideskib og tårnrum. Desuden forsynede hun kirken med en prædikestol (1589). Efter hendes død i 1597 overgik Østergård til datteren Anna Krabbe, der trods to ægteskaber døde barnløs. Gården kom længere ud i familien, og i 1660 blev Østergård pantsat for 10.000 rigsdaler. Dermed var det snart forbi med Krabbernes store æra på Østergård - og med de adelige familier i det hele taget.

Panthaveren i 1660 var den kendte præst ved Vor Frue Kirke i København, magister Erik Olufsen Torm, og hans enke blev i 1673 ejer af Østergård. I 1662 var gård og gods vurderet til 404 tdr. hartkorn, hvoraf hovedgården udgjorde de 48.

I slutningen af 1600-tallet havde Østergård 190 tdr. land under plov, men i 1803 blev der dyrket 264 tdr. land, der beskrives som af en særdeles god natur. Jorden blev drevet ved hoveri indtil 1805, da de tilhørende fæstegårde blev solgt. Indvindingen af agerjord fortsatte imidlertid, så der blev dyrket 357 tdr. land i 1859 og 425 tdr. land i 1910.

I begyndelsen af 1700-tallet var Østergård ejet af Anders Hansen Høyer, der havde været forpagter på Astrup. Han nåede at blive far til 19 børn, men da det var med tre koner, skulle de ældste børn have udbetalt arv efter deres mor. Det forbedrede ikke hans i forvejen trange økonomi, og han døde som en forgældet mand i 1727. Østergård blev overtaget af én af hans kreditorer, den rige borgmester Christen Jensen Basballe i Århus, der havde bestyrer på gården.

Efter Basballes død blev Østergård solgt på auktion i 1747 til hospitalsforstander Niels Nielsen i Århus. Han tillægges forskellige istandsættelser og bygningsændringer. Taget på nordfløjen blev sænket og loftet indrettet som kornmagasin. Desuden blev et trappetårn nedrevet for at blive erstattet af en ny hovedindgang, og voldgraven mod syd blev fyldt op. I de næste godt 150 år havde Østergård en snes forskellige ejere. Én af dem anlagde i 1784 tegl- og kalkbrænderi lidt øst for laden. Den mest kendte ejer (1855-71) var nok E. E. Rosenørn, der senere blev kultusminister og overretspræsident. Hans efterfølger Brinch-Seidelin var politisk aktiv og havde efter 1864 kort ophold i folketing og landsting. I hans tid brændte den firlængede ladegård (1875), som efter branden blev genopført lidt længere mod vest. Efter nogle år med studedrift genoprettede han desuden herregårdsmejeriet på Østergård.

I 1896 forpagtede kaptajn Froberg gården af Vallø Stift. Ti år senere købte han den for 275.000 kr. og forblev som ejer indtil 1943. Besætningen bestod i 1907 af 130 køer, 70 ungkvæg og kalve, 6 tyre, 20 heste, 8 plage og føl samt 180 fedesvin. For at drive en gård af den størrelse var der ansat forvalter, ladefoged, fodermester, 5 karle, 5 piger, 10 daglejere og en gartner. I 1915 solgtes 150 tdr. land, hvor der de følgende år blev oprettet 12 husmandsbrug. Til gengæld lykkedes det at kultivere et næsten lige så stort moseareal. I Frobergs tid blev der indrettet moderne beboelse i de gamle rum.

Efter Froberg var Østergård ejet af greve Adam C. Knuth, der i 1946 solgte til et konsortium, hvoraf J. M. Skov i 1954 blev eneejer. Hans to sønner har senest drevet gården som rationelt landbrug. En overgang var det Danmarks største ægproducent. 1954-73 var den gamle borg beboet af familien Skov. En tid var der i stueetagen indrettet elektronikværksted, indtil firmaet snart etablerede sig mere bekvemt i Glyngøre.



Omegnen
Østergårds historie kan sandsynligvis føres helt tilbage i 1200-tallet. Et par kilometer nordligere ligger nemlig to middelalderlige voldsteder med godt 150 meters afstand i engene nord for Åsted kirke. Her menes Østergård at have ligget tidligere. Voldstederne omtales normalt under ét som Sallingholm, selv om der også optræder andre navne i de skriftlige kilder. Hertil knyttes titlen høvedsmand, der var den lokale repræsentant for kongemagten.

Det ældste Sallingholm fremstår som udpløjede rester af et voldsted, som ikke længere er så let at få øje på. Anlægget har bestået af to adskilte banker, der har ligget op til Hinnerup Å's gamle løb, så man ved at opstemme vandet kunne fylde voldgravene. Måske har man også brugt vandet til at drive en vandmølle. Bankerne har været bygget op omkring et fundament af hundredvis af 3-5 m lange egetræspæle. Man kan endnu se rester af pælene stikke op gennem græsset. Årringene i én af pælene tidsfæster borgen til omkring 1275, Erik Klippings urolige regeringstid.

Mod øst fører en dæmning ind til stenalderhavets gamle kystskrænt. Her ligger på skråningen ned mod engen et mere markant voldsted, der formodes at være fra begyndelsen af 1300-tallet. På det tidspunkt har man altså valgt at flytte borgen de godt 100 m østpå. I dag ses en stejl høj (motte), der sikkert har båret et trætårn. Udenom er grave og volde, og beskyttet bag disse ligger også to lave banker, som sikkert har haft mere beboelige huse.

Øst for voldstedet ligger et større område på 1,3 ha omgivet af vold og grav. Som befæstning af en gård virker dimensionerne noget store, men det har heller ikke været muligt at give en tilfredsstillende alternativ forklaring. Hvornår Sallingholm blev opgivet, er uvist. Det kan være sket som en følge af, at dronning Margrete i 1396 fik magt til at kræve de befæstede, private gårde nedbrudt. Man véd, at ridder Niels Mikkelsen - "som man kalder Krabbe" - i 1408 måtte afstå gods til dronningen for brud på tingfreden ved Fjends herredsting.



Jomfruen og hunden
Evald Tang Kristensen har optegnet flere sagn om en jomfru, der går igen på Østergård. I Jens Smeds korte version lyder det sådan her:

"På Østergård i Salling skal en jomfru engang have ligget i med en hund og have født to hundehvalpe. Derfor blev hun indmuret i et kammer, der kaldes det røde kammer. I det sted i muren var der altid en revne, og den kunne aldrig mures efter på nogen måde.
En gartner på gården er en aften kommen om ved den jomfru ude i haven. Hun strøg lige forbi ham, og han mærkede tydeligt, at der var noget. Da han kom ind til lyset, blev han syg."


Ud over jomfruen hjemsøges borgen også af den tidligere borgherre Lucas Krabbe og en prøjsisk kaptajn fra 1864.