Spøttrup

Én af dem er borgen Spøttrup i Vestsalling. Den har også lidt overlast i tidens løb, men en omfattende restaurering omkring 1940 har i nogen grad rådet bod på dette. I dag fremtræder Spøttrup som det bedst bevarede middelalderlige fæstningsværk på dansk grund.

Den næsten kvadratiske borgplads er omgivet af to voldgrave, der er adskilt af en indtil 9 m høj vold. Selve borgen består af tre sammenbyggede fløje med sydfløjen som den ældste. Mod vest er der en spærremur med porttårn. Oprindelig var der vindebroer over gravene.

Det kan virke underligt, at man ikke kender det nøjagtige tidspunkt for opførelsen af Spøttrup, men hovedgårdens arkiv endte omkring 1915 i papirmøllen! En datering til de første årtier af 1500-tallet rammer dog næppe meget ved siden af. På den tid tilhørte stedet bispestolen i Viborg.

Sydfløjen var borgens hovedhus. De to nederste etager var uden vinduer og har sikkert tjent som magasiner for de naturalier, biskoppen modtog i tiendeydelser. Næste etage var lys og venlig med vinduer ud til voldgraven. Her har biskoppen boet, når han lejlighedsvis kom på besøg. Slotsfogeden er der også blevet plads til. Øverst lå dengang skytteloftet.

Fra sin bolig i sydfløjen kunne biskoppen gå ned i østfløjens store sal, hvor han varetog sine verdslige forretninger. De kirkelige handlinger var henlagt til kapellet længere fremme, i nordfløjen. Resten af borgen var forbeholdt andre, fortrinsvis praktiske gøremål.

I forbindelse med borgen er der restaurant og et smukt haveanlæg med en stor samling af lægeurter. Søen vest for borgen blev genskabt i 1994 efter at have været udtørret siden 1940.



Historisk oversigt
Et møde med Valdemar Atterdag i Slagelse julen 1358 blev skæbnesvanger for den mægtige Niels Bugge på Hald ved Viborg. På hjemvejen blev han sammen med to andre adelsmænd myrdet ved Middelfart. Kongen svor sin uskyld i mordene, og nogle huse i Middelfart blev pålagt en årlig straffeafgift, Buggepenge, som blev betalt helt indtil 1874. En del år før sin død, antagelig omkring 1340, købte Niels Bugge en del gods i Rødding sogn. Dermed var spiren lagt til den biskoppelige storgård Spøttrup.

Efter Niels Bugge er det hans svigersøn Gotshalk Skarpenberg og dennes søn Johan Skarpenberg, der råder over Spøttrup. På den tid blev Spøttrup en rigtig herregård. I 1404 udstedte Johan Skarpenberg et gavebrev, hvor han overdrog Spøttrup til Viborg bispestol. Formålet var at sikre sig en standsmæssige begravelsesplads og få læst sjælemesser, som det var skik og brug i middelalderen. Han blev da også begravet i domkirken 1421.

Da biskoppen overtog gården, har den sikkert kun haft beskedne bygninger. Kirkens besiddelser voksede imidlertid, så den efterhånden ejede alle gårde i Rødding og Krejbjerg sogne. Derfor var det store værdier, der blev samlet i Spøttrup. Det er baggrunden for, at den nuværende borg blev opført, godt beskyttet bag de lave områder ved Spøttrup sø.

Man ved ikke, hvem af bisperne, der byggede borgen. Man har tidligere peget på den dygtige Niels Glob, som bestred embedet 1478-98. Byggestilen taler heller ikke imod det, men voldsystemet peger mod en lidt senere anlæggelse. Igangsætteren kunne være Erik Kaas, biskop i Viborg 1508-20. Hans efterfølger, Jørgen Friis, nød under alle omstændigheder godt af borgens beskyttelse. Han var biskop indtil reformationen i 1536 og oplevede Skipper Clements oprørshær. En senere kilde nævner Spøttrup i rækken af brændte storgårde under opstanden. Selv om det nordvestlige hjørne af borgen har spor efter brand, så mener man dog, at den modstod belejringen. Mere sandsynligt er det, at det er den tilhørende ladegård, der er gået op i luer.

Efter reformationen var Spøttrup kronens ejendom og blev drevet af lensmænd; men i 1579 behagede det Frederik II at forære borgen til adelsmanden Henrik Below, som kongen havde fattet godhed for. Med til godset hørte 76 gårde og fire møller samt forskellige rettigheder.

Below ombyggede borgen til en herregård og fjernede bl.a. det overbyggede skytteloft. Med tilføjelsen af to trappetårne fik bygningen et mere slotsagtigt udseende. Også i det indre slog de nye tider igennem, og der blev skabt en lys riddersal af et skummelt magasinrum. Below'erne sad på Spøttrup til 1648, hvor de blev tvunget til at sælge; Christian IV's uheldige krigsførelse havde udhulet mange herremænds økonomi. Også de følgende ejere havde økonomiske problemer, og først med Aksel Rosenkrantz kom Spøttrup på fode igen.

Da Aksel Rosenkrantz overtog Spøttrup i 1702, var den meget forfalden og ruineret, men i løbet af nogle år fremtræder den igen som en velbygget herregård. Til reparationerne fik han tilført tømmer fra sit gods i Skåne.

Sønnen Mogens Rosenkrantz fortsatte, hvor faderen slap. Hans og hustruens initialer (MR og CH) er sammen med årstallet 1762 opsat i smedejern på porttårnets facade. CH står for Christine Hornemann, der var hans anden hustru.

Selv om Mogens Rosenkrantz var en anset og højt dekoreret adelsmand, så kom han alligevel til sidst i knibe rent økonomisk. I 1776 satte han frivilligt gården på auktion, og dermed var det slut med de adelige stormænd på Spøttrup.

Af de følgende ejere er det studekongen Nis Nissen, der huskes bedst. Kongen af Salling blev han også kaldt, og det var ikke altid venligt ment. Han ejede Spøttrup 1803-49 og tillige Østergård i en periode. Da faderen overtog Spøttrup i 1784, gik Nis Nissen i skole i Ribe og var indstillet på at tage en boglig uddannelse. Men da faderen døde blot fire år senere, blev han som 17-årig kaldt hjem for at hjælpe moderen med driften.

Under Danmarks økonomiske krise i begyndelsen af 1800-tallet kneb det hårdt for Nis Nissen. Han klarede sig dog igennem ved den yderste flid og sparsommelighed, dyder der prægede ham resten af livet. Hans påholdenhed gav sig bl.a. udslag i, at han forbød morgen- og aftenringningen i Rødding kirke, fordi det sled på kirkeklokken! Efterhånden som tiderne blev bedre, voksede formuen støt. Ved sin død i 1848 efterlod han sig en pengeformue, der var tre gange større end salgssummen for selve herregården. I alt var der tale om over 800.000 rigsbankdaler.

De mange penge havde Nis Nissen tjent ved studeopdræt, som havde gjort ham kendt over hele Jylland. Han holdt kun nogle få køer til den private husholdning. Derimod var et par hundrede stude ikke et særsyn. Både gårdens egen avl samt bøndernes tiendekorn og halm gik til opfodring af stude. Det var en driftsform, som ikke krævede et stort folkehold. I 1834 var der til landbrugsbedriften knyttet en ladefoged, 4 studepassere, en staldkarl, en hakkelsesskærer, en fårehyrde og en fast daglejer. Hvad de ikke kunne klare, blev udført som hoveriarbejde.

Som bekendt er jordisk gods ikke den eneste form for rigdom. Til sin store sorg have Nis Nissen ingen børn, da han døde. Hans første kone døde barnløs efter 21 års ægteskab. Året efter giftede han sig med den 22-årige Ane Dorothea Hagensen, med hvem han fik 7 børn. Ingen af børnene nåede at blive to år gamle, en omstændighed der gav anledning til folkesnak om, at der hvilede en forbandelse over borgen.

De følgende ejere solgte fæstegodset, der bestod af 40 gårde og 26 huse med jord til. I Nis Nissens tid blev borg og ladegård godt vedligeholdt, men senere svandt respekten for de historiske bygninger. I nordfløjen blev der 1870 indrettet brændevinsbrænderi, og dele af voldene blev fjernet.

Den 3. marts 1937 blev en skæbnedag i Spøttrups historie. Den dag nedbrændte alle avlsbygninger. Et par hundrede dyr indebrændte eller måtte slås ned, fordi de var røgforgiftede. Nogle af dyrene blev skudt. Det fortæller Skive Folkeblad om dagen efter branden:

"Længe varede det ikke, før jægerne begyndte at møde op. De tog opstilling rundt ved staldens vinduer, og dyr efter dyr fik et nådeskud. Det var ikke nogen let opgave at skyde kreaturerne. Varmen var næsten utålelig, og brændende tjære flød ned fra tagpappet. Jægerne mener, at godt et halvt hundrede dyr blev skudt."

Branden var den direkte anledning til, at jorden blev udstykket til 28 husmandsbrug, og at staten købte selve borgen samme år for 81.000 kr. Derefter gik man i gang med at genskabe den oprindelige bygning. Borgen var blevet fredet i 1918, og der lå restaureringsplaner fra 1921 udført af bygningsinspektør Mogens Clemmensen. En nødtørftig restaurering af nordfløjen fandt sted 1931-33, men restaureringsplanen blev nu ført helt igennem under ledelse af arkitekt Arne Nystrøm.

Borgen stod færdig til åbning den 15. juni 1941. De hvidkalkede mure var renset, så de røde munkesten igen kom til deres ret. Et nationalt mindesmærke var skabt. Selve museumsdriften blev i 1988 overladt til den selvejende institution Spøttrup Borgmuseum.



Krudt
Salpeter, svovl og trækul er en farlig cocktail. I den rette blanding giver det sortkrudt. Allerede for tusind år siden mestrede man denne kunst i Kina. Engang i begyndelsen af 1200-tallet kom krudtet til Europa, men først omkring år 1300 forstod man at udnytte det i skydevåben. Første vidnesbyrd om krudt i Danmark er fra Valdemar Atterdags tid, idet et brev fra Ribe i 1372 omtaler, at der var blevet smuglet to små fade krudt ud fra byen. Da borgen i Spøttrup blev bygget, måtte man tage højde for krudtets slagkraft. Det er de 1,75 m tykke mure et tydeligt bevis på.

Lige efter 2. verdenskrig fik Spøttrup benævnelsen Nordjyllands krudttønde hæftet på sig, fordi borgen havde skjult et stort lager af illegale våben og ammunition. Det startede på en harmløs jagttur, hvor Spøttrups gartner af en modstandsmand fra Skive blev spurgt, om det var muligt at gemme våben i borgens kælder. Svaret var et ubetinget ja. Derefter begyndte man at køre nedkastede containere til borgen kamufleret som generatorbrænde. De blev først skjult i to udvendige toiletkanaler (hemmeligheder) - senere under én af hvælvingerne i kælderen. Hen imod krigens slutning var der udrustning til mere end 1000 mand gemt på Spøttrup. Der var maskinpistoler, rekylgeværer, pistoler, håndgranater m.m. Alene til 500 skjulte karabiner var der over 1 million skud.

Våbenlageret blev fundet den 11. april 1945, efter at en stikker havde angivet en modstandsmand i Skive. Han holdt dog tand for tunge så længe, at det lykkedes modstandsbevægelsen at advare Spøttrups gartner, og nogle våben nåede man også at få af vejen.