Om "Jenle"

Med kun få ændringer står stuehuset, som da Jeppe Aakjær levede. Der er åbent i sommerhalvåret, men man kan året rundt benytte den afmærkede natursti, der bl.a. fører til digterens gravsted i den lille skov.

I arbejdsværelset på 1. sal har Jeppe Aakjær skrevet mange digte om bondens hverdag og hjemlandets natur, som han tolkede ægte og bevægende. En række komponister har været med til at gøre mange af disse sange til dansk folkeeje. Fra sit skrivebord havde Aakjær frit udsyn over Lovns Bredning. Skønnere udsigt kunne ingen digter forlange. Engang udbrød en dame, da hun stod i arbejdsværelset: ”her må man sagtens kunne digte!” ”Hertil svarede Aakjær: ”Ja, vil De prøve?”

For nogen står Jeppe Aakjær i dag måske i et lidt romantisk skær. Det er ham bondedigteren, der skrev om dengang, da det var så dejligt derude på landet. Digteren, der er født på Jyllands sletter og lagde sin gård i den rygende blæst, hvor spurven sidder stum bag kvist. Og sandt er det da, at Aakjær var en livsbekræftende digter, der kunne skrive, at nu er dagen fuld af sang og Anna var i Anders kjær. Men man må ikke glemmer hans indsats som samfundsrevser, som den der turde gå imod flertallet og tale de undertryktes sag. Det var også Jeppe Aakjær, der skrev om Jens Vejmand:

Hans liv var fuldt af sten, men på hans grav, i døden, man gav ham aldrig én.

Historisk oversigt
Jeppe Aakjær har taget navn efter lokaliteten Åkjær i Fly sogn syd for Skive. Her blev han født på Søndergård d. 10. september 1866, og her rejste han i 1908 en mindesten for sine forældre, Jens Peder Jensen og Katrine Jepsdatter. Jeppe var deres tredje barn, og han blev født ind i nøjsomme kår. Gården var moderens fødegård, og faderen var kommet dertil med penge på lommen. Velstanden gik imidlertid over styr, da faderen i 1864 måtte betale en betydelig sum penge for at få en anden til at tage sin plads som soldat.

Jeppes skolegang var efter sigende jammerlig undtaget det sidst år, hvor han fik Niels Jakobsen som lærer. Han har selv betegnet det som "en revolution i mit fattige åndsliv." Takket være denne lærer fik han i 1882 et sommerophold på Staby højere bondeskole ved Ulfborg, en højskole der også uddannnede vinterlærere til den specielle vestjyske vinterskoleordning. Skolen havde i øvrigt senere Aksel Sandemose som elev.

Efter opholdet i Staby var Jeppe Aakjær hjemme som karl i knap to år. I den periode kom han i forbindelse med folkemindesamleren Evald Tang Kristensen, for hvem han indsamlede snesevis af viser, sagn og eventyr. Mange af dem blev bragt i tidsskriftet Skattegraveren. Det stimulerede i høj grad den unge skribent, som med egne ord "var 17 år og allerede blandt dem, der prentede sort på hvidt." Interessen for folkeminder og lokalhistorie varede livet ud, og Jeppe Aakjær har efterladt sig et betydeligt lokalhistorisk forfatterskab om Skive-egnen.

I 1884 rejste Jeppe Aakjær til København, hvor han to år senere tog præliminæreksamen på Blågårds Seminarium. De følgende år ernærede han sig som foredragsholder, lærervikar og højskolelærer. Allerede i slutningen af 1886 holdt han flere foredrag hjemme i Fly skole, hvor han bl.a. fortalte om den franske revolution. Det kostede ham 17 dage i arresten i Viborg! I 1893 blev Jeppe Aakjær gift med Marie Bregendahl, som kom fra en stor gård i Fly. Efter brylluppet oprettede hun for sin arv efter moderen et pensionat i Nørregade i København, hvor de året efter fik sønnen Svend. Pensionatet blev familiens væsentligste indtægtskilde og grundlaget for, at Jeppe kunne tage studentereksamen. I 1895 begyndte han at studere historie på Københavns Universitet hos Kr. Erslev, og i en årrække sidst i 90'erne var han korrekturlæser ved Politiken. Men økonomiske og ægteskabelige vanskeligheder tårnede sig op. Først måtte Jeppe Aakjær opgive studierne, og i 1900 gik de to hver til sit.

Marie Bregendahl blev boende i København resten af sit liv og blev en meget læst forfatter.
Svend Aakjær (1894-1963) blev hos sin mor efter skilsmissen, men bevarede kontakten til faderen. Han blev i 1929 leder af landsarkivet i Viborg. I 1945 blev han stadsarkivar i København og i 1956 rigsarkivar. Der foreligger et stort kulturhistorisk forfatterskab fra hans hånad, og han opnåede at blive æresdoktor ved Lunds Universitet.

Efter separationen fik Aakjær et værelse ved hovedbanen, så han nemt kunne komme hjem til Jylland. Flere år i træk tog han imod tilbuddet om at tage ophold på Jebjerg mejeri hos vennen Esper Andersen. Om ham har Aakjær skrevet, at hans "godhed mod mig i disse første år og langt op i tiden simpelt hen er enestående."

Meget af Aakjærs digtning er blevet til i Jebjerg, bl.a. Vredens Børn, der udkom i 1904 og vakte et voldsomt røre. Op mod 800 avisartikler blev skrevet om bogen og næsten alle i raseri mod forfatteren. Denne roman om hyrdedrenges og tjenestefolks elendige forhold er den danske litteraturs tydeligste eksempel på, at en bog kan gribe direkte ind i samfundsforhold. Bogen førte til, at der blev nedsat en tyendekommission og skabt en lovgivning for tjenestefolk.

Når Aakjær ikke besøgte Jebjerg, så kom han også i lægeboligen i Sjørup. Her opholdt han sig i begyndelsen af 1906, hvor han i rekordtid skrev sin kendteste digtsamling, Rugens Sange. Tre digte på et døgn blev det til ind imellem. Nogle af Aakjærs kendte høstsange er altså skrevet midt om vinteren!

Mens Jeppe Aakjær digtede Rugens Sange, kunne han skrive til sin kommende kone, Nanna, at jorden var købt til deres nye hjem. Nanna Krog stammede fra Måbjerg ved Holstebro og var uddannet som billedskærer i Stockholm. Hun har haft afgørende indflydelse på udformningen af Jenle, der blev opført i 1906 som en ny gård. Den var udstykket fra Nørgård og bestod af ca. 50 td. land agerjord og ca. 10 td. land skov og eng. Nanna kontaktede arkitekt Thorvald Jørgensen, der lavede et udkast til hovedbygningen, skønt han var stærkt optaget af Christiansborg! De endelige tegninger blev dog udført af arkitekt Povl Baumanns, der også stod for de senere ændringer. I 1923 blev der lavet en lang kvist ud mod gården. Fem år senere blev der bygget sidefløj i én etage (forsynet med en ekstra etage i 1945). I 1928 blev der bygget et drivhus ved sydgavlen med tilgang fra dagligstuen.

Mens Jenle blev bygget, var Jeppe Aakjær på rejse for Det Anckerske Legats penge. Først rejste han nogle uger i det europæiske fastland. Derefter gik turen til Skotland, der betog ham stærkt. Det var jo her, Robert Burns skrev sine digte, de digte som havde haft så stor betydning for Aakjær.

Jeppe og Nanna Aakjær blev gift d. 25. april 1907 og flyttede straks ind på Jenle. Johs. V. Jensen var med som forlover, og ellers deltog kun ganske få i brylluppet. På Jenle skabte de et hjem for deres to børn, Solvejg og Esben, men gården blev også et samlingssted for mange af tidens kendte kunstnere.

Når Aakjær ikke sad ved skrivebordet, gik meget af hans tid på rejser ud i landet, hvor han holdt foredrag og læste op af sine værker. Krumtappen i det daglige liv på Jenle var derfor Nanna, som prægede huset med flotte billedskærerarbejder. Engang skrev Aakjær foran i en bog til hende: ”Til fortids ørkenvandring Gud gav manna, men til min sangerbo han sendte Nanna.”

Med Rugens Sange kom anerkendelsen, og i et brev fra København skrev Aakjær i 1908: "Jeg fik mig igår en lang sludder med Georg Brandes, som lige havde gjennemlæst 2. udg. af "Rugens Sange", som han roste med de smukkeste ord og sammenlignede med Robert Burns."

I begyndelsen var foredragsturneerne en økonomisk nødvendighed, men efterhånden kom indtægterne på bøgerne. I 1912 udkom Aakjærs værker i en folkeudgave på Gyldendal, 10 bind i 60.000 eksemplarer. Han skrev også skuespil, og Livet på Hegnsgård og Når bønder elsker var i årevis blandt de mest spillede dilettantforestillinger, især i Jylland. Ved disse opførelser blev der betalt en afgift til forfatteren. En aftale om udgivelse af Samlede Værker indbragte så mange penge, at Aakjær blev eneejer af Jenle i 1919. De første par år lejede han sig ind på Jenle, mens hans bror drev gården og havde skødet på den. Da det ikke kunne gå, trådte nogle venner til og dannede et konsortium sammen med Aakjær.

Hvor stor yndest Aakjær nød, kunne man se ved hans 60 års fødselsdag i 1926, da ikke mindre end fire aviser gik sammen om at holde fest for ham i København. Det var så forskellige aviser som Politiken, Social-Demokraten, Berlingske Tidende og Nationaltidende. I spalterne blev det understreget, at det var digteren Aakjær, man fejrede (uderforstået: det var ikke den politiske agitator og forfatteren til Vredens Børn).



Jenlefesterne
I 1910 blev den første egentlige Jenlefest afholdt sammen med de socialdemokratiske foreninger i Skive og Salling. Dette samarbejde varede til 1921, hvorefter Jeppe Aakjær selv stod som arrangør. I 1919 måtte mødet aflyses, fordi Nanna Aakjær havde brækket et ben. Den sidste blev afholdt i 1929, året før hans død.

Ved det første møde var der forsamlet omkring 4.000 mennesker. Højdepunktet nåede man i 1920, da man nåede op på 7-8.000 deltagere. Det var det år, Sønderjylland blev genforenet med Danmark, og hvor taleren var sønderjydernes fører H. P. Hanssen.

Festen var årets højdepunkt på Jenle. Teltholdere ankom med deres ting og sager, og indendøre blev der vendt op og ned på alting. Der skulle skaffes plads til de mange gæster, så husets folk måtte rykke ud af deres senge. Flere timer inden mødet begyndte søndag eftermiddag, havde motorbåde fra Himmerland kurs mod Jenles landgangsbro, og hestevogne fyldt med folk kom kørende.

Man startede festen med at gå i procession fra gården til festpladsen ledsaget af musik og røde faner. Her bød Jeppe Aakjær velkommen og præsenterede den indbudte taler. Fra talerstolen ved foden af skrænten har mange af den tids kendteste mænd talt, bl.a. Th. Stauning, K. K. Steincke, F. Borgbjerg, P. Munch og Ove Rode. Efter den indbudte taler var det Aakjærs tur til at holde foredrag, og der blev sunget både før og efter foredragene. Ved festen i 1914 blev Thøger Larsens Danmark nu blunder den lyse nat sunget for første gang.

Efter talerne var der spisepause, hvor den medbragte madkurv blev fortæret. I stuerne blev de indbudte gæster beværtet, og der blev holdt nye taler, sunget og diskuteret. På festpladsen var der om aftenen optræden af kendte kunstnere. Næsten til hver fest sang Johannes Fønss. Derefter tog dansen fat i det store telt, hvor bræddegulvet duvede på den bløde engbund. Spiritus blev ikke udskænket, men der var kaffetelte, og børnene flokkedes ved boderne med slik og legesager. Ved midnatstid blev tjæretønderne langs fjorden antændt, og festen sluttede kl. 1; men mange nåede at se solen stå op over Astrup Vig, inden de kom til ro.

Efter en pause på 52 år genoptog Aakjær Selskabet i 1981 Jenlefesterne, der hvert år siden har været afholdt en søndag i august.



Jeg er havren
Den 27. august 1916 skrev Jeppe Aakjær til Politikens redaktør: "Kjære Henrik Cavling! Måske vil De kunde finde en plads for dette lille høstdigt. De ved jeg vil nødig ha linjen brudt. Og endnu ét: De plejer jo at give mig 50 kr. for en kronik. Er dette digt egentlig mindre værd?"

Cavling fandt både plads og penge. Søndag den 3. september kunne man for første gang læse de kendte linjer:

Jeg er havren. Jeg har bjælder på,
mer end tyve, tror jeg, på hvert strå.
Bonden kalder dem for mine fold.
Gud velsige ham, den bondeknold!




Jeg slænger skalmejen...
I 1917 skrev Jeppe Aakjær fra København hjem til Nanna på Jenle: "Gjør mig en tjeneste: på min store bogreol på hylden nærmest døren ligger en umalet skalmeje, vil du ikke lægge den i en cigarkasse og sende den til Hortence Panum (er der to skal hun ha' den største)."

En skalmeje er et lille, ret simpelt blæseinstrument. I dag er der ikke mange, der kender en skalmeje. Hvis de gør, er det som regel takket være Jeppe Aakjær. I et af versene i sangen Jeg bærer med smil min byrde skriver han:

Jeg slænger skalmejen for munden;
jeg trækker så lang dens lyd,
at kilderne klukker i lunden,
og bukkene bræger af fryd!

Aakjærs skalmeje er nu på Musikhistorisk Museum i København. Ud over den findes der kun godt en halv snes stykker på danske museer, heraf fem på Skive Museum. At der er så mange her, skyldes Peder Gaardsted, Lihme, som var én af de sidste, der fremstillede skalmejer. Han havde lært det som barn, da det var almindelig tidsfordriv for hyrdedrenge at lege med skalmejer, som de selv havde skåret. De bevarede eksemplarer er fra 13 til 37 cm lange. Skalmejen har været kendt ud over Europa og kan nok betragtes som forløberen for nutidens klarinet.



Lejlighedssangen der blev ewergreen
I 1920-22 var Søren Poulsen andenkarl på Jenle. Han spillede udmærket violin og var interesseret i at lære nye sange. Han lånte Aakjærs sangbøger med noder fra andre lande og samlede gårdens folk omkring sin violin. Det gik nogenlunde med at lære de svenske tekster, og til de tyske tekster havde man hjælp af en tysk student, der tjente på gården. Men de skotske viser var Jeppe Aakjær ene om at kunne teksten til. For at alle kunne være med, oversatte Aakjær derfor en sang af Robert Burns. Den skulle snart vise sig at blive alles yndlingssang. Den dag i dag afslutter den mange sammenkomster, og egentlig bør vi sende en venlig tanke til Søren Poulsen, når vi synger:

Skuld gammel venskab rejn forgo
og stryges fræ wor mind?
Skuld gammel venskab rejn forgo
med dem daw så læng, læng sind?
Di skjønne ungdomsdaw. åja,
de daw så svær å find!
Vi'el løwt wor kop så glådle op
for dem daw så læng, læng sind!