Erhverv

I Salling ligger også de gamle herregårde tæt. Det var ikke store, korndyrkende godser, men små herregårde, hvis økonomi endnu sent i 1800-tallet var baseret på opfedning af stude, der blev solgt på kvægmarkederne i Holsten. Også bøndergårdene opdrættede stude, indtil andelsbevægelsen ændrede det danske landbrug til mere intensiv drift.

Kilden til den gamle rigdom var de store engstrækninger, der leverede foder til studeholdet. Tænk f.eks. på Spøttrup og Østergård, der ligger med deres solide, gamle stenhuse midt i hele herligheden. Til hver stud skulle der helst være én til to tønder land eng. Den gode landbrugsjord skabte ikke alene mange store gårde. Velstanden spores også i de rigt udsmykkede kirker. I sidste del af 1800-tallet skete der en omvæltning i landboernes liv. Der opstod nye fællesskaber i stedet for dem, landboreformerne havde nedbrudt. Forsamlingshuset blev rammen om mange af de nye aktiviteter som f.eks. foredrag og gymnastik. Mellem 1870 og 1900 blev der opført hen ved 1600 forsamlingshuse i Danmark. Dertil kom ca. 900 missionshuse, afholdsloger osv. Det nye fællesskab blev skabt i en frugtbar vekselvirkning mellem åndsliv og erhvervsliv. På erhvervsområdet gav det sig især udslag i oprettelse af andelsmejerier og andelsslagterier.

Andelsbevægelsen hentede gejsten og mange af sine ledere fra højskolerne og den grundtvigske bevægelse. Salling fik sin første højskole i Krejbjerg allerede i 1851. Den flyttede fire år senere til Oddense, hvor grundtvigianerne i 1870'erne blev stemt ud af bestyrelsen. De "udstødte" oprettede 1884 deres egen højskole i Jebjerg. Forstander blev Axel Axelsen, der senere overtog driften af højskolen for egen regning. Salling Højskole blev i hans tid et åndeligt centrum for grundtvigianerne i Salling og Fjends. Her var store efterårsmøder og en årlig gymnastikopvisning for hele Salling. I 1907 flyttede Axelsen sin højskole til Krabbesholm, hvor der stadig er højskole. I Jebjerg forsøgte man at føre Salling Højskole videre, men i 1920 måtte man give op. I stedet opstod Salling Ungdomsskole, som eksisterer i bedste velgående i stærkt udvidede bygninger.

Ramsing spillede en central rolle i andelsbevægelses pionerår på Skive-egnen. Her finder man egnens første forsamlingshus (1879), brugsforening (1880) og andelsmejeri (1885).

I 1890'erne begyndte forsamlingshusene at brede sig til de enkelte sogne. Men de første forsamlingshuse var egentlig tænkt som samlingssted for en hel egn. Efter datidens målestok var der tale om ret store huse. Da man byggede forsamlingshuset i Ramsing, var der tæt forbindelse mellem grundtvigianere i Vestsalling og på Mors. Derfor hentede man inspiration til bygningen på Mors, hvor der allerede i 1876 blev opført et ottekantet forsamlingshus i tilknytning til højskolen i Galtrup. Den ottekantede skik blev ført videre med Jebjerg som undtagelsen, der bekræfter reglen. I Fjends kan man endnu se et af disse særprægede, ottekantede forsamlingshuse i Ørum, bygget 1883. Det økonomiske grundlag for husene var aktier, tegnet blandt områdets beboere.

Alle kom dog ikke i forsamlingshuset. Tilhængere af Indre Mission foretrak at bygge deres egne forsamlingshuse, missionshusene. Egnens første var Bethesda i Lihme, der blev indviet 1889. Fire år senere fik Fur og Hindborg missionshuse. Huset på Fur kom som et resultat af en stærk vækkelse, der i løbet af kort tid gjorde Fur til en stærk bastion for Indre Mission.

Danmarks første brugsforening blev oprettet 1866 i Thisted. Den blev benævnt som "arbejderforening" og havde som mål at forbedre arbejdernes kår. Da medlemmerne også kom fra andre sociale lag, fik foreningen et præg af velgørenhed. Kvols i Nordfjends havde sin arbejderforening, der eksisterede 1870-85. Hurtigt udviklede brugsforeningerne sig til at blive en del af andelsbevægelsen og havde gårdmændene som bærende element. Her kunne alle melde sig ind og handle.

Før 1880 var det først og fremmest herregårdene, der fremstillede smør. Bønderne lavede til eget forbrug og solgte lidt til købmændene i Skive. Opfindelsen af centrifugen i 1878 skabte imidlertid grundlaget for mere effektiv mejeridrift på landet. Det blev først udnyttet af privatejede mejerier, såkaldte fællesmejerier, der havde kontrakt med leverandører. Det første fællesmejeri blev oprettet i Lem i 1883, og året efter startede Esper Andersen sit private mejeri i Jebjerg.

Fællesmejeriernes epoke var ovre, næsten inden den begyndte. Snart fandt bønderne også her ud af at stå sammen. I løbet af ti år var de fleste mejerier omdannet til andelsmejerier. Selv om der blev startet flere private mejerier, så var det kun mejeriet i Rønbjerg, der overlevede som privat mejeri. Nogle husker endnu det gule skilt med Rønbjerg Is.

Andelstanken udmyntede sig også på andre områder. Egnes første landsparekasse blev oprettet på Fur allerede i 1873, og i 1903 blev de første svin slagtet på andelsslagteriet i Skive. Det sidste traditonelle andelstiltag var byggeri af frysehuse, som begyndte landet over i 1947. Frysehusene kunne bestilles "nøglefærdige" hos firmaer som Ths. Sabroe i Århus. De første havde bokse til 50 andelshavere, men snart blev 25 det almindelige.

Andelsbevægelsens ideologiske styrke på Salling ses måske klarest af, at andelsforeningerne i begyndelsen af 1900-tallet gik sammen om at oprette et tuberkulosesanatorium i Skive.

Jernbanerne fik stor betydning for egnens udvikling. Skive fik jernbaneforbindelse med Viborg i 1864, og året efter blev forbindelsen til Struer åbnet. Sallingbanen til Glyngøre blev taget i brug 1884. Det er karakteristisk for de to baner, at stationerne blev placeret på stort set ubeboede steder. Ofte var stationen den første bygning på stedet, og så kom kroen! I dag er stationsbygningen i Glyngøre blevet til museum - sådan går det med mange fremskridt: de mister hurtigt pusten.

Andelsbevægelsens gennembrud skabte en købedygtig bondestand på Skive-egnen. Det var en væsentlig baggrund for, at Skive oplevede en vækstperiode uden lige. Fra 1880 og frem til 1. verdenskrig blev der oprettet 50 industrivirksomheder i byen, der i perioden næsten tredoblede indbyggertallet og rundede 7000 indbyggere.

Tidens mest markante igangsætter var Per Odgaard, der fik tilnavnet Fjends herreds Tietgen. Han blev født 1851 i Hvidbjerg på Thyholm. Hjemmet var præget af højskolebevægelsen, og som ganske ung kom han på højskolen i Oddense. Her mødte han pastor Glud, Jebjerg, der var den grundtvigske bevægelses førstemand på Skive-egnen.

I 1874 købte Per Odgaard Tastumgård, hvor han det følgende år anlagde det første fællesmejeri i Fjends. I 1882 blev gården flyttet ud fra Tastum by. På Tastumgård fik både den grundtvigske bevægelse og afholdssagen et arnested. Også træplantningen var en hjertesag for den driftige gårdejer.

Jeppe Aakjær var en flittig gæst på Tastumgård i sin ungdom. Om Per Odgaard skrev han senere: "Per Odgaard havde ligefrem ild i halmviskerne i de glade ungdomsår, da han var Fjends herreds løve og vidunder." Aakjær dedikerede i 1900 novellesamlingen Fjandboer til ham med ordene: "Min Ven Per Odgaard Fjends Herreds dygtigste Bonde tilegnet".

I anledning af Odgaards død i 1910 skrev forfatteren Marie Bregendahl en stor artikel, hvor det bl.a. hedder:

"Fem tørvefabrikker havde han del i, flere store teglværker, to elektricitetsværker, en tagpapfabrik, en cementstensfabrik, en motorfabrik, en tekstilfabrik, en cigarfabrik, et jernstøberi, og helt så langt tilbage som 1880 et stort fællesmejeri, to herregårde har han udstykket, og utallige andelsforetagender har han sat i gang, og har endog en overgang drevet en storstilet studehandel."

De to herregårde, Marie Bregendahl omtaler, var Ny Skivehus og Nørgård. Per Odgaard købte Ny Skivehus i 1901, og i de følgende år udstykkede han området omkring gården til byggegrunde og fabrikker, som han ofte selv var med til at starte. Udstykningen af Nørgård kom dog til at gå lidt ud over venskabet med Jeppe Aakjær. Per Odgaard skulle i 1906 sørge for frastykningen af Jenle til Jeppe og hans bror Jens. Han skulle desuden stå for byggeriet af selve gården, der blev noget dyrere end forudsagt. Det førte til, at den i 1910 måtte gennem en tvangsauktion, hvor Jens Aakjær forlod Jenle ribbet for de penge, han havde tjent i Amerika.

Per Odgaard blev et led i en udviklingsrække af jyske bondetyper, der begyndte med 1700-tallets heste- og kreaturhandlere, som lærte at begå sig på det tyske marked. Hos ham var andelstanke, folkeoplysning, industri, ejendomshandel og landbrug forenet i én og samme person - oven i købet suppleret med den mere moderne spekulation på Børsen. Denne usædvanlige kombination var et overgangsfænomen, og derfor smuldrede Per Odgaards "imperium" da også umiddelbart efter hans død.