JENLE

Se foredrag på Foredrag
Dato:
22-11-2017

Uge nummerr:
47
Søg her!!


FORRIGE SIDE

FORSIDE


.




FOTOALBUM

LINK

SØG & SURF

KONTAKT

Ørslev Kloster

Dengang var murene dog ikke hvidkalkede, men var dækket af et tykt, gråsort pudslag, der var fuget, så bygningerne på afstand så ud til at være opført af granitkvadre. På syd- og især vestfløjen findes en del tilmurede dør- og vinduesåbninger, som viser, at store dele af murværket er fra middelalderen.

Hovedbygningen blev i 1934 solgt til komtesse Olga Sponneck, der sørgede for en grundig istandsættelse. Efter hendes død i 1964 overgik stedet til en legatstiftelse, der stillede det til rådighed for Dansk Kulturhistorisk Museumsforening (DKM). I 1998 blev der foretaget en organisatorisk ændring, idet Foreningen Ørslev Kloster blev stiftet og overtog brugsretten. DKM er repræsenteret i bestyrelsen, lige som der fortsat er arbejdsrefugium, som der har været siden 1969. Her kan man for en rimelig betaling få ophold til at fordybe sig i et arbejde i fred og ro. Og arbejdsro skal tages helt bogstaveligt, idet der hverken er radio, fjernsyn eller telefon.

Ørslev Klosters omgivelser kan endnu fremvise planter, som har rødder tilbage i middelalderen. Til de mest sjældne hører krægen, der danner i et lille krat på sydskråningen. En kræge er en lille blomme, der kan være særdeles velsmagende. Med sine talrige rodskud kan den forny sig i det uendelige. Til de fuldblods middelalderplanter hører også rød hestehov, bedre kendt som tordenskræppe og pestilensurt. Som det sidste navn antyder, har den været brugt mod pest.

I de senere år har Ørslev Kloster arbejdet sammen med Viborg Amt om plejen af området - 30 tdr. land have, eng og skov. Det seneste tiltag er indretningen af det lille gartnerhus til et beskedent besøgscenter med oplysninger om klosterets historie. Her kan man også blive informeret om, hvor man kan færdes frit. Der er ikke offentlig adgang til bygningerne, med mindre man har aftalt et gruppebesøg med rundvisning.

Klosterbygningernes alder blev der kastet mere lys over, da Viborg Stiftsmuseum i sidste halvdel af 1970'erne foretog arkæologiske undersøgelser. Bl.a. blev der i gården mod syd fundet rester af et fundament til en tidligere bygning. Ligeledes var der fyldt op med gamle bygningsmaterialer, der kunne give et fingerpeg om nedrevne bygningers beskaffenhed. Lederne af disse undersøgelser, Hans Langballe og Rikke Agnete Olsen, sammenfatter deres viden om den middelalderlige bygningshistorie med få sætninger, som her gengives næsten ordret:

Klosteret blev stiftet omkring 1200 i tilknytning til en eksisterende kirke. Kirken undergår visse ændringer, og syd for den rejses klosterbygninger. Én af dem er allerede i 1200-tallet et solidt, teglhængt hus. Gradvist fyldes der op på området i forbindelse med byggeri. Stenhuset nedrives, og i 1300-tallet findes der en spinkel sydfløj, måske knyttet til et stenhus mod øst (den sydlige del af den nuværende østfløj). I 1400-tallet sættes der tårn på kirken, og derefter opføres vestfløjen, der bliver bolig for nonnerne. De har forbindelse til kirken, hvor der måske på det tidspunkt indrettes plads til dem. Til sidst opføres omkring 1500 den nuværende sydfløj som bindeled mellem de to øvrige fløje.

De afgørende træk i det nuværende bygningskompleks tilskrives generalmajor Johan Rantzau. Han blev født 1650 på Estvadgård og gjorde militær karriere i bl.a. den skånske krig. Han blev 1680 gift med Sophie Amalie Friis, der kort forinden havde modtaget Ørslev Kloster af sin mormor. Rantzau forsynede i 1713 bygningen med en tavle, hvis latinsk inskription er bevaret i afskrift. Heraf fremgår det, at han genopførte Ørslev Kloster, der var ødelagt ved tidens ugunst og tidens tand. Ordet "genopførte" menes at være lidt af en overdrivelse, men han udvidede østfløjen til dens nuværende størrelse. Desuden fjernede man etageadskillelsen i øst- og vestfløjen, så der blev skabt en hovedetage med en imponerende højdevirkning. Måske er ydermurene blevet reduceret lidt i forbindelse med denne ændring. Rantzaus byggeperiode sættes til 1698-1708, og rent æstetisk har det været hensigten at skabe en italiensk stenbygning, bl.a. med pudsede, falske kvadersten. Disse stiltræk er dog forsvundet ved senere ombygninger. Slægten Berregaard, der ejede gården 1724-60, moderniserede beboelsen med gedigent træværk og udsmykkede med loftsmalerier og stuk.



Historisk oversigt
Klosteret nævnes første gang i 1275 i forbindelse med en godsoverdragelse, men ellers er det sparsomt med oplysninger fra middelalderen. Klosterets papirer blev i 1584 afleveret til domkirken i Viborg, hvor de gik op i luer ved en ødelæggende brand i 1726. Man ved kun, at det har været et nonnekloster, formentlig af Skt. Benedikts orden. I 1587 måtte man købe den sidste nonne ud af klosteret, som kongen et par år før havde solgt til godsejer Hans Lindenov. Hun hed Mette Mogensdatter og fik hele to gårde og et bol til sit underhold, da hun flyttede.

Nogle har ment, at det må have været et augustinerkloster som naboklostrene i Viborg og Grinderslev. At nonnerne sandsynligvis var benediktinere, udledes af klosterets segl, der er bevaret under et brev fra reformationstiden. Her ses mellem sol og måne Sct. Nicolaus, der var de søfarendes og jomfruernes særlige beskytter. Han var ikke knyttet til noget augustinerkloster i Danmark, mens benediktinerklosteret i Ribe derimod var viet til Skt. Nicolaus.

Uanset klosterorden var Ørslev Kloster utvivlsomt hjemsted for adelige kvinder, som man havde besvær med at få anbragt på anden vis. Det være sig ældre, enlige damer, som ingen kunne eller ville have boende, eller døtre, som det var umuligt (eller for dyrt!) at gifte væk. Nogle af de jyske nonner har sikkert også følt det som et kristent kald. Hvad grunden end måtte være, så blev der sørget for dem i klosteret, mod behørig betaling naturligvis. Her gik de klædt i en sort ordensdragt.

Nonneklostrene havde normalt foruden priorinden en mandlig leder, prioren. Han bestyrede klosterets forretninger udadtil; det kunne priorinden ikke som kvinde. Nonnerne kunne heller ikke præstevies og selv holde gudstjeneste. Derfor måtte enten sognepræsten eller klosterets særlige præst tage sig af den side af sagen. I den ældre middelalder havde prioren i reglen en gejstlig uddannelse, så han kunne være klosterets præst. Men senere blev embedet mere verdsligt, hvor det var priorens opgave at få klosterets penge til at yngle. I slutningen af middelalderen fik prioren ligefrem klosteret i len, dvs. at han personligt rådede over indtægterne mod at forsyne nonnerne med de nødvendige naturalier.

Det lille, østlige stenhus har måske været bolig for prioren eller priorinden. Nonnerne har sikkert boet i vestfløjen, hvor de kunne have deres små værelser i andet stokværk og samtidig være tæt ved gangen ind til kirken. Ifølge Benedikts regler for klosterlivet var deres arbejde nøje delt mellem bøn, gudstjenester og arbejde. Det meste af dagen er gået med kvindelige sysler af finere art - håndarbejder osv. Til det grovere var der tjenestefolk. Nonnerne har uden tvivl spist godt på klosteret, både gris og okse. Ørreddamme har man givetvis også haft, så fastetiden ikke behøvede at være kedelig madmæssigt set.

Med reformationen var det slut med nonnernes selvbestemmelsesret, selv om nogle blev boende en tid. I det følgende halve århundrede som kongeligt len fik stedet lov til at forfalde. Ifølge synsforretningen ved salget til Hans Lindenov i 1584 var bygningerne i en elendig forfatning. Avlsgårdens lader og stalde var lerklinede og med jordgravede stolper. Til herregården hørte der 53 fæstegårde, 8 bol (mindre gårde) og 26 jordløse huse. Dertil kom så meget skov, at der var olden (agern, bog m.m.) til 300 svin. Men gennem tiden blev skoven reduceret til fordel for dyrkede arealer og lyngheder.

Hans Lindenov tog ophold på Ørslev Kloster, så han har sikkert fået sat skik på bygningerne. Han havde været lensmand i Norge, og allerede i 1594 forlod han igen Ørslev Kloster for at blive lensmand på Hammershus. Da han døde 1610, overgik gården til hans søn af samme navn. Ørslev Kloster hørte til de herregårde, der slap bedst gennem 1600-tallets kriser. I 1661 blev hovedgården takseret til ca. 48 tdr. hartkorn, svarende til 237 tdr. land dyrket jord. Besætningen var i 1687 på 6 heste foruden 27 stk. kvæg, 43 får og 3 svin. I 1672 var der 7 karle og 6 piger på gården, men når gården i perioder blev drevet ved forpagter, var husholdet mindre.

Under Jacob Lerches ejerskab i 1760'erne blev der gjort forsøg med mere intensiv dyrkning af markerne, men planerne faldt dog til jorden igen. Landbruget blev dyrket ved hoveri, der i 1774 blev ydet af 45 bøndergårde. Hver gård skulle 46 dage om året møde med hest og vogn, og 88 dage var almindelige arbejdsdage (gangdage). I 1774 var der 120 staldstude. Selv om studene var tyngdepunktet, så var der en udvikling på vej mod mejeribrug, hvor malkekøerne fik større betydning. På Ørslev Kloster omtales et mejeri så tidligt som 1762, og fra 1779 findes en indboopgørelse efter en hollænderi-forpagter, der har haft en ret stor mejeribedrift. Denne udvikling fortsatte, og i 1899 var der på gården 80 malkekøer, som tre gange om dagen blev malket af fem malkepiger. Omkring det tidspunkt gik man over til at levere mælk til Hald andelsmejeri.

Avlsgården var brændt i 1749 og blev genopført i nogle imponerende dimensioner. Laden brændte dog igen i 1925. Af alle de oprindelige bygninger ligger der nu kun den lille bygning ved opkørslen til borggården. Hovedparten af godsets jord blev i 1926 udstykket til 4 store gårde og 32 husmandsbrug. Da hovedbygningen blev solgt fra i 1934, var der 80 tdr. land tilbage ved ladegården.



Omegnen
Nordvest for Ørslev Kloster ligger landsbyen Bøstrup, der indtil omkring 1800 var ejet af klosteret. Den ligger i overgangen mellem det højtliggende bakkeland mod vest og de lavtliggende engarealer mod nord og øst. Byen er et godt eksempel på en landsby, der har bevaret sin oprindelige karakter. Enkelte småhuse og nyere landbrugsbygninger er indpasset uden at ødelægge det gamle landsbymiljø.

Historisk er Bøstrup interessant ved, at man kan fornemme en ældgammel landsbystruktur, hvor bygningerne lå i en ring omkring en såkaldt forte. En forte var den fælles byjord, hvor ingen måtte pløje eller bygge uden tilladelse fra bymændene, der udgjorde byens styrelse. Efterhånden blev der dog ofte givet tilladelse til at opføre en smedje, idet smeden nærmest var ansat som embedsmand for landsbyen. Andre huse til fællesskabets bedste blev der også givet tilladelse til, måske et fattighus eller huse til andre håndværkere.

Allerede Jyske Lov fra 1241 omtaler, at der bør være en forte i hver landsby. I Bøstrup opleves den gamle fortes åbne karakter tydeligt ved grønningen med byens forsamlingshus.



Hovedløs sørøver
I Ørslev Kloster kirke er der opsat et gravminde over en sørøver. Ganske vist én af den slags, der var udstyret med et kaperbrev, der gav tilladelse til at kapre fjendens handelsskibe. Hans navn var Mogens Heinesen, og som navnet antyder, var han født på Færøerne, præstesøn oven i købet.

Selv en blodigles tilværelse kan synes blodfattig ved siden af Heinesens dramatiske liv (1545-85). Kort fortalt blev han som ung skibsfører plyndret af sørøvere og blev oven i købet bagefter gjort ansvarlig for det skete. Bitter over den behandling drog han til Holland, hvor han udvist stor tapperhed i en række søslag. Heinesen vendte dog tilbage til Danmark, hvor han skulle bekæmpe sørøvere ved Færøerne. Desuden fik han sammen med et par andre eneret på al handel med øerne, og det gjorde ham ikke populær. Han blev beskyldt for at sælge varer til ågerpriser og bruge falsk mål. Om det så var voldtægt, så manglede den beskyldning ikke i synderegisteret.

Da jorden brændte, eller måske snarere: da havet sydede under Heinesen, vendte han endnu engang næsen mod Holland. På grund af sine tidligere bedrifter blev han udstyrede med et kaperbrev, som bl.a. blev brugt til at opbringe et engelsk handelsfartøj i 1585. Den hændelse fik skæbnesvangre følger, da han to år senere slog sig ned i Aalborg. Englænderne klagede, og den mægtige rigsråd Christopher Walkendorff lod Heinesen pågribe og føre til København, hvor han blev dømt til døden og halshugget.

Det viste sig imidlertid, at Walkendorff havde handlet forhastet og uden lovhjemmel. Derfor blev Mogens Heinesen året efter rehabiliteret, og hans enke fik kisten gravet op og ført til Ørslev Kloster kirke, hvor hans hovedløse krop hviler et sted under korgulvet. Ørslev Klosters ejer og Heinesens gode ven, Hans Lindenov, sørgede for, at der blev opsat et epitafium.