JENLE

Se foredrag på Foredrag
Dato:
21-11-2017

Uge nummerr:
47
Søg her!!


FORRIGE SIDE

FORSIDE


.




FOTOALBUM

LINK

SØG & SURF

KONTAKT

Stårupgård

Med støtte fra en række offentlige og private instanser gennemgik den i løbet af de følgende otte år en omfattende restaurering under ledelse af arkitekt Erik Einar Holm. Der er ikke gjort forsøg på at genopføre forsvundne bygningsdele som tårn og nordfløj.

Stårupgård ligger på et stort voldsted omgivet af vandfyldte grave. Den énlængede hovedbygning, der er opført af munkesten, står nu hvidkalket og med rødt tegltag. På sydsiden har stået et rundt trappetårn, og på nordsiden er der spor af en vestfløj. Over den nuværende hovedindgang er bygherrens våbentavle og årstallet 1554. I de historiske omgivelser er der nu indrettet en eksklusiv salgsudstilling af kunst og antikviteter.

Hvad Stårupgård måtte mangle af ydre pragt, opvejes i høj grad af indre kvaliteter. Under istandsættelsen har man bevaret de tidstypiske bygningsændringer, der er sket i tidens løb. Man kan således opleve en spændende vandring gennem husets lange og omskiftelige fortid. I den tøndehvælvede kælder er man helt tilbage ved fundamentet af den tidligere hovedbygning fra 1300-årene. Det har været et stenhus på ca. 10 x 25 m, og i kælderen er der fundet spor efter en brønd, som er anbragt over et kildevæld. Det har sikkert været afgørende for placeringen af det første hus. Af forsvarsmæssige grunde var det vigtigt at have frisk vand indendørs, så man kunne modstå en belejring.

I kælderens vestgavl ses åbningen ind til det lille hundehul, hvor genstridige fæstebønder kunne indsættes. Gården har også ejet en træhest, som forsvandt så sent som i 1900-tallet.

I stueetagen er den vestre gavlsal værd at bemærke. Den blev med støtte fra Nationalmuseet restaureret i 1963 af arkitekt H. H. Engqvist. Indtil da havde rummet i en hundredårig periode været opdelt i to rum, og det åbne ildsted var muret til og brugt som skorsten. Nu blev det igen et rum, og ildstedet blev genskabt. Ved samme lejlighed fandt man det gamle loft med malerier i en del felter. Det er motiver inspireret af vinens glæder, sikkert hentet fra hollandske fliser. Loftsdekorationen stammer fra begyndelsen af 1700-tallet og er bevaret i to rækker af felter mod nord. De øvrige felter er rekonstrueret af Engqvist.

Riddersalen på 1. sal er herregårdens mest interessante rum. Indtil 1989 var den opdelt i fire rum, der anvendtes som sove- og gæsteværelser samt lagerrum. Under restaureringen fjernede man skillevæggene, de tilmurede vinduer blev genåbnet, og gips- og pladelofter blev taget ned. Bag en skalmur fandt man salens originale ildsted i næsten ubeskadiget stand. Den 150 m2 store sal er nu genskabt i sin oprindelige skikkelse med brede gulvplanker, skåret af pommerske grankævler. Over 600 m2 af disse gulvplanker ligger nu i hovedbygningen som erstatning for ældre, ødelagte gulve. Renæssancedøren mellem riddersalen og det øvre trapperum er husets ældste.

Gulvarealet i det store loftsrum er på ikke mindre end 400 m2. Lægter og tagsten er fornyet under den seneste restaurering, men den bærende trækonstruktion er oprindelig. Under en ombygning i 1830'erne blev tagryggens højde reduceret fra 8 til 6 meter samtidig med, at gavlenes kamtakker blev sløjfet. Selv om Stårupgård havde en stor bindingsværkslade (nedbrudt 1952), blev loftsrummet ofte benyttet til opbevaring af korn.



Historisk oversigt
Stårupgård nævnes første gang i skriftlige kilder i 1364, da den tilhørte den jyske stormandsslægt Saltensee. Omkring 100 år senere overgik den til egnens mest magtfulde slægt, Kaas, der bl.a. ejede Tårupgård ved Hjarbæk Fjord. Det var rigsråd Bjørn Kaas, der byggede den nuværende hovedbygning nogle år efter, at han overtog gården efter moderens død i 1539.

Bjørn Kaas var indtil 1554 knyttet til hoffet, og indtil sin død i 1581 var han lensmand i en række af de vigtigste danske len. Da han døde, ejede han foruden Stårupgård seks andre store gårde. Ud over at forsyne Stårupgård med nye bygninger gjorde han meget for at samle flere fæstegårde. Store dele af Højslev og de omliggende sogne havde tilhørt den katolske kirke og var efter reformationen gået over i kronens eje. Bjørn Kaas købte en stor del af dette krongods, og i 1564 var det kommet så vidt, at Stårupgård fik birkeret, dvs. at den sammen med fæstegårdene udgjorde sin egen retskreds. Bjørn Kaas hviler i sin sarkofag under herregårdskapellets gulv i Højslev kirke.

En sørgelig skæbne overgik Birgitte Rosenkrantz, der var gift med Niels Kaas, en søn af Bjørn Kaas. Efter hans tidlige død i 1597 indlod hun sig med Gjord Kaas til Tårupgård. Han var hendes mands nevø, og en sådan forbindelse blev i datiden betragtet som blodskam. Som straf blev hun i 1603 henrettet i København.

Da greve J. D. Trampe overtog Stårupgård i 1782, var den på ca. 39 tdr. hartkorn. Bøndergodset havde et samlet hartkorn på godt 219 tdr. og var beboet af 52 bønder og 13 husmænd. Greven var imidlertid en middelmådig godsejer og gik fallit i 1786. I begyndelsen af 1800-tallet blev bøndergodset solgt, og den første udstykning af hovedgårdens jord fandt sted.

De trange tider kulminerede med endnu en fallit i 1821. Gården blev i 1830 overtaget af kammerråd F. V. Bjerring. Han skal have nedrevet trappetårnet, men huskes ellers for igen at have skabt stabilitet og fremgang, inden han i 1855 solgte til amtmanden i Viborg. I begyndelsen af 1900-tallet skete der en kraftig udstykning af jorden, og i 1952 blev den resterende del, i alt ca. 225 tdr. land, solgt til udstykning. Hovedbygningen blev tre år senere overtaget af en ejer, der havde hestestutteri på gården. I 1962 blev Stårupgård købt af fyrværkerifabrikant Holger Diederichsen, der fik den forfaldne hovedbygning restaureret.

I slutningen af 1800-tallet optræder navnet Kaas igen på Stårupgårds ejerliste. Kammerherre G. Valentin Kaas købte gården i 1881 og overlod den senere til sønnen Niels Kaas, som afhændede den igen i 1907. I denne periode udfyldte Elisa Pallesen i ca. ti år en alsidig plads på gården som guvernante og selskabsdame. Alsidigheden strakte sig også til at være elskerinde for herremanden.

Elisa Pallesen var datter af en købmand i Vendsyssel. Senere blev hun mor til forfatteren Elsa Gress, der i erindringsbogen Mine mange hjem (1965) kort omtaler tiden på Stårupgård, der af moderen blev opfattet som "lidenskabens og skammens tid". I bogen fortæller forfatteren, at hendes mor fik en dødfødt dreng på en "klinik" og to år senere en pige, som blev bortadopteret umiddelbart efter fødslen. At hun lod sig overtale til adoptionen, tilgav hun aldrig sig selv.

Da frk. Pallesen forlod Stårupgård, var det i selskab med husjomfru Kathrine Mørck. Denne havde ifølge traditionen boet i det lille pigekammer, vægterens kammer, som det hed i gamle brandtaksationer, da rummet lå ud til trappetårnet. Kathrine Mørck fik stor betydning for Elsa Gress i barndommen: "Mørck var dyr og børn lige så nær som hun var planterne, og gennem hende fik vi tidligt et næsten personligt forhold til de dyr, hun berettede om eller viste os." Dyrene kendte Kathrine Mørck fra sin barndom på Skive-egnen, hvor hun også oplevede "den bjørnestærke livsfarlige åndssvage mand, der sad lænket i naboens kælder og kun kunne passes af den karlestore kone i huset."



Den hvide jomfru
En kone i Ørum har fortalt folkemindesamleren Evald Tang Kristensen, at hendes bedstefar var gartner på Stårupgård. Han kunne bevidne, at der om natten gik en hvid jomfru ned til voldgraven, hvor hun stod og så ned i vandet. Når hun var på færde, blev der sådan en blæst, selv om det ellers var stille vejr.

En aften var der én ude i haven for at stjæle pærer, og da han nu sidder oppe i et pæretræ, falder det ham i munden: "Alle Guds gaver er gode." I det samme kom jomfruen, og han blev så forskrækket, at han lod sig dumpe ned og styrtede hovedkuls over havegærdet. Siden havde de på egnen det mundheld: "Alle Guds gaver er gode, sagde manden, han sad i pæretræet."