JENLE

Se foredrag på Foredrag
Dato:
22-11-2017

Uge nummerr:
47
Søg her!!


FORRIGE SIDE

FORSIDE


.




FOTOALBUM

LINK

SØG & SURF

KONTAKT

Hjarbæk Fjord

Da der var mange ål i fjorden, var der også en frodig vækst af ålegræs. Ålegræs er en tangplante, som i århundreder var en vigtig ekstra indtægt for bønder og fiskere langs fjorden. Når tangen skyllede ind mod stranden om efteråret, forestod det hårde arbejde med at få det bjerget, renset og lagt til tørre. Herefter pressede karlene tangen i baller, som de opbevarede i tanghuse, hvoraf der endnu findes nogle få langs kysten. Tangen har gennem tiderne været anvendt til gødning, kreaturfoder, isoleringsmateriale og madrasser.

Historisk oversigt
Virksund kaldes det smalle farvand, der er porten ind til Hjarbæk Fjord. Sundet har givet navn til den bebyggelse, der ligger i Nordfjends ud til det smalle stræde. I dag krydser en dæmning sundet og afskærer Hjarbæk Fjord fra Limfjorden. Dæmningen stod klar til at tage imod bilerne i 1966, og dermed ophørte færgefarten, som havde eksisteret siden middelalderen.

Når man i de gamle kilder kan læse om færgefarten, så er årsagen som regel problemer med overfarten. Færgen var gammel og udslidt, eller landingsforholdene var dårlige. Der var ingen havn, men på begge sider af sundet, i Sundstrup og Virksund, havde man bygget en bro ud i vandet af store sten, fyldt op med jord og befæstet den med græstørv og lyngtørv. I begyndelsen af 1800-tallet holdt færgemanden en karl og en pige, selv om der burde være to karle til at ro færgen. Under vanskelige vejrforhold blev en fisker tilkaldt, men kunne man ikke få fat på nogen, blev der ikke sejlet.

Færgemanden boede dengang i Sundstrup, og fra den anden side kunne det være vanskeligt at råbe ham op i blæsevejr. Man forsøgte dog at forbedre systemet ved at rejse en stang, som man kunne hejse en lygte op i. Den kunne færgemanden selvfølgelig ikke se, når han sov, så derfor var der anbragt et gevær i et skur, så man kunne varsko ham med et skud.

Efter 1838 var færgefarten i den samme familie, og i 1844 fik man tilladelse til at drive kro. Da jernbanerne kom, aftog trafikken på Virksund meget. Mange foretrak at rejse syd om Hjarbæk Fjord, så færgetrafikken fik næsten kun lokal betydning. I 1929 blev den gamle færgepram taget ud af drift og erstattet af en almindelig robåd. Færgen fortsatte som rofærge indtil lukningen og blev således den sidste rofærge i Limfjorden.

Virksund fik i 1974 en lystbådehavn. Det giver en særlig aktivitet på havnen, at den fungerer som venteplads for sejlere, som skal gennem slusen ind til Hjarbæk Fjord. Ved Sundstrup på østsiden af dæmningen ligger to gravhøje, der har tjent som landkending for sejlende på Lovns Bredning og Hjarbæk Fjord. Selv i pæne tryksager bliver de omtalt med det folkelige udtryk Marens Patter. Og smukt ligger de da også på en ås næsten ud til vandet. Hjarbæk Fjord er kendt for en hektisk miljødebat, som stod på i 1980'erne. Før dæmningen kom i 1966, havde Virksund en aktiv fiskerihavn med et stort fiskeri efter saltvandsfisk som sild og skrubber. Inddæmningen gjorde imidlertid Hjarbæk Fjord til en brakvandsfjord med tiltagende forureningsproblemer, idet sluserne kun tillod vandet at løbe ud af fjorden. Næringsstoffer fra de tilstrømmende åer virkede som gødning for enorme mængder af mikroalger, der farvede vandet grønt og gav iltsvind om sommeren.

Både ferskvand og saltvand giver hver for sig livsbetingelser for mange arter, men når det blandes som brakvand, så kan det ske, at nogle få arter tilpasser sig og udvikler sig voldsomt. Det skete med dansemyggen, som blev en sand plage.

Der var stort set enighed om, at tilførsel af saltvand ville være en gavnlig ting, men her hørte enigheden også op. Efter at dæmningen blev bygget, var der indvundet nye landbrugsarealer, som ville blive oversvømmet, hvis man fjernede dæmningen og erstattede den med en bro. Det var altså økonomiske interesser, der var på spil. Løsningen blev en mere reguleret tilførsel af saltvand ved at åbne sluserne i 1990.

Langs fjorden
Få kilometer syd for Virksund har hovedgården Strandet en køn beliggenhed i det kuperede terræn. Den hvidpudsede hovedbygning med tegltag står uden de sidefløje af bindingsværk, som den engang har haft. Bygningen er i to etager og opført i en enkel klassicistisk stil. Over hovedindgangen ses årstallet 1798, da bygningen havde fået sin nuværende udformning. Der var vist nok tale om en ombygning af en ældre énetagers bygning. I dag er landbruget nedlagt, og Strandet ejes af flere familier, der bruger stedet som feriebolig. Omkring årtusindskiftet har huset fået en tiltrængt renovering. I 1500-tallet tilhørte Strandet adelsslægten Kaas. Gården blev i 1630 solgt til rigsråd Hans Lindenov, Ørslevkloster, og frem til 1777 havde de to gårde fælles ejerskab. Da matriklen 1688 blev udarbejdet, havde Strandet 108 tdr. land dyrket jord, og dertil kom eng og overdrev. I alt blev gården sat til godt 19 tdr. hartkorn.

Vest for hovedbygningen ved vejen til Ørslevkloster blev der i 1932 rejst en mindesten for slægten la Cours stamfader, Pierre la Cour. Han var 200 år tidligere indvandret fra Frankrig og blev i 1751 ridefoged på Strandet og Ørslevkloster. Otte år senere forpagtede han Strandet.

Tæt ved sognekirken og fjorden ligger Tårupgård på et firkantet voldsted delvist omgivet af voldgrave. Hovedfløjen og det midterste af vestfløjen er opført omkring 1580, mens de to længer af bindingsværk er fra omkring 1750. De blev sandsynligvis opført af N. H. Rieman, der ved samme lejlighed forandrede hovedbygningen, som mistede andet stokværk. Bygningen har haft et tårn, som måske også er blevet fjernet på dette tidspunkt.

Tårupgård var allerede i begyndelsen af 1400-tallet ejet af adelsslægten Kaas, der ejede det meste af Nordfjends. Mest berømt af slægten var Niels Kaas (1534-94), der var kansler under to konger. På sit dødsleje i 1588 bad Frederik II kansleren om at overrække kronen til den nye konge, Christian IV. Denne blev imidlertid først 11 år en uge senere, så et firmandsråd med Niels Kaas i spidsen regerede landet for ham. To dage før sin død holdt kansleren sit løfte og gav den unge konge nøglerne til kronsmykkerne. Der stod velbegrundet respekt om Niels Kaas, der må betegnes som én af Danmarks store statsmænd.

Slægten Kaas afhændede i 1600-tallet Tårupgård, der i 1662 havde 36 tdr. hartkorn samt fæstegårde på 260 tdr. hartkorn. Gården var dengang ejet af Tønne Juul, der senere forøgede det tilhørende gods. I 1683 blev han sat i krigsskat som den mest formuende herremand i Skivehus og Hald amter. Sammen med sin hustru, Anne Cathrine Friis, er han begravet i et kapel ved Tårup kirke, hvor deres epitafium endnu findes.

I 1930 blev Tårupgård solgt til en køber, som udstykkede store arealer og drev restaurant i hovedbygningen. Staten købte i 1941 gården og brugte den under krigen til ungdomsarbejdslejr, hvor unge arbejdsløse boede, mens de deltog i et udtørringsarbejde. Siden 1948 har Tårupgård været ungdomskostskole. Den ejes og drives i dag af syv kommuner i fællesskab. Der er ikke offentlig adgang til de fredede bygninger, men der er afmærket ture i området.

Kvols var tidligere udskibningssted for landbrugsvarer, teglsten og jydepotter fra Gammelstrup og Nr. Borris. Kvols var dermed anløbssted for Limfjordskrejlere, men havde indtil omkring 1900 også sine egne fartøjer. Fiskere havde hjemsted her indtil ca. 1950, og bryggen benyttes fortsat af fritidsfiskere og lystsejlere. Det næstsidste lille hus ned mod bryggen var i årene 1871-83 udsalgssted for egnens første brugsforening, Den sydlige Limfjordsegns Arbejderforening.

Hjarbæk er i dag præget af moderne lystfartøjer, men engang var det en driftig lille havneby med mole, havnearbejdere og toldstation. Skibsfarten på stedet rækker tilbage til middelalderen, hvor bl.a. saltskuderne fra Læsø lagde ind og lossede. I midten af 1400-tallet nævnes stedet som én af fjordens få lovlige havne.

I 1851 indviede man den nuværende havn under det fine navn Viborg Kommunes Havn, og med tiden kom der endda en lille hjemmeflåde på ni fartøjer. De fragtede først og fremmest varer mellem Limfjordsbyerne, men nogle sejlede også til England og Norge.

For at staten kunne få sin andel, blev toldboden bygget i 1850. Det er den nuværende Hjarbæk Kro, der har haft til huse her siden 1894. Før den tid var der højskole, så der blev med andre ord ikke brug for toldboden i så lang tid. I små ti år gik det godt for havnen, men anlæggelsen af den jyske tværbane i 1863 satte punktum for sejladsen. I 1869 blev toldstationen solgt, og året efter afviklede kommunen sine sidste aktiviteter på stedet.

Havnen sygnede dog ikke helt hen, men blev benyttet af krejlere og fiskere. Krejlerne færdedes i fladbundede kåge rundt på fjorden og faldbød deres varer på små og store markeder. Fra Hjarbæk Fjord var der især tale om jydepotter fra Fjends og trævarer som f.eks. træsko og vogndele fra de store Lindum og Bigum skove ved Tjele. Mursten kunne leveres af små teglværker ved Fiskbæk å og Skals å.

Fra Vorde galgehøj er der en glimrende udsigt over Hjarbæk Fjord. Her hængte man de misdædere, der var blevet dødsdømt på Vorde birketing, som indtil 1680 blev afholdt ved kirken. Højen benævnes også som bavnehøj, en betegnelse fra den tid, da man signalerede ved at tænde blus (bavne) på høje punkter. Bavnehøj gav navn til de grundtvigske folkemøder, bavnehøjmøderne, der blev afholdt her fra 1916 til 1963. Stedet, et naturligt amfiteater, ligger på højre hånd, når man følger skovvejen ned mod fjorden. Vorde kirke ligger smukt på sydsiden af bakken. Det er en romansk kirke med en smuk renæssancetavle, der oprindelig stod i den nu nedrevne Nørresogns kirke i Viborg.

Umiddelbart nord for Kølsen ud mod ådalen og fjorden synede Klinthøj engang tydeligt i landskabet. Den bestod mest af mergel af god kvalitet, og i forbindelse med hedens opdyrkning blev der behov for at berige jorden med det kalkholdige ler. Med anlæggelsen af jernbanen mellem Viborg og Herning i 1906 blev det muligt at fragte merglen fra Kølsen ud på heden. For at gøre hele foretagendet så rentabelt som muligt, skaffede Alhedens Mergelforsyning billig arbejdskraft i form af straffefanger, der skulle bryde merglen og læsse den på jernbanevogne i Kølsen. En filial af Horsens Tugthus blev bygget i 1907 ved mergellejet, hvor fangekolonien eksisterede indtil 1934. Da var Klinthøj spredt ud over heden. Tilbage i dag er fangevogternes hus og et fladt stykke jord.