JENLE

Se foredrag på Foredrag
Dato:
21-11-2017

Uge nummerr:
47
Søg her!!


FORRIGE SIDE

FORSIDE


.




FOTOALBUM

LINK

SØG & SURF

KONTAKT

Om Fur

Fur har været beboet siden stenalderen. Det ældste vidnesbyrd er en 11.500 år gammel spydspids, som en jæger mistede under jagten på de omstrejfende rensdyr. Dengang var der endnu et åbent tundralandskab, men efterhånden kom træerne, og jægerne foretrak fortrinsvis at holde sig til kysten. Herfra kunne man udnytte både skovens, strandens og fjordens dyreliv.

Historisk oversigt
For omkring 6.000 år siden begyndte man at holde tamdyr og dyrke korn på Fur. Landbruget betød, at man ryddede små skovområder inde på øen til agre og bopladser. Stenalderbønderne fortsatte dog med at drive fiskeri. I begyndelsen af bronzealderen ophører brugen af kystbopladserne, og landbruget er nu hovederhvervet. Størsteparten af Furs knap 100 gravhøje blev anlagt i ældre bronzealder. De ligger ofte på de højeste bakketoppe, og fra højgrupper som Smedehøje, Stendalshøje og Manhøje har man vid udsigt over Fur, Mors, Thy, Hanherred, Livø, Himmerland og Salling. Fra begyndelsen af jernalderen ca. 500 f. Kr. er bopladserne så store, at vi kan tale om egentlige landsbyer. Oldtidens små landsbyer var vandrelandsbyer. Når en landsby havde ligget samme sted et par hundrede år, var jorden så udpint og bygningerne så nedslidte, at man ganske enkelt flyttede hele landsbyen. Først i vikingetiden fik landsbyerne deres nuværende placering.

I historisk tid har ejerforholdet til øen ændret sig flere gange. I 1279 fik Viborg domkapitel skøde over en række gårde på øen, og i 1410 blev kirken eneejer af hele øen. Efter reformationen blev domkapitlets besiddelser administreret af en kongelig lensmand, og i 1670 blev øen inddraget til kongeligt ryttergods. I disse år oprettede den nu enevældige konge et nationalt rytteri, hvis økonomi hvilede på en række nyoprettede ryttergodser. De 42 gårde på Fur skulle stille 22 ryttere - senere 18 - i fuld mundering og sørge for deres underhold.

Da det nationale rytteri blev delvist opgivet, blev Fur i 1718 solgt på auktion. Derefter fulgte en række skiftende ejere indtil udskiftningen i 1802, da furboerne kom til at eje deres egen jord.

Indtil udskiftningen 1802 boede furboerne i fem landsbyer. Kun Lundgården på Nordfur lå uden for landsbyfællesskabet. De opdyrkede marker lå inden for en afstand af 1 km fra landsbyerne, og hver gård havde sine agerlodder spredt mange forskellige steder. Udenfor lå udmarkerne, hvor kvæg og får græssede, og hvor man skar tørv til brændsel og slog lyng til foder og hustage. Under svenskekrigene blev Furs skove så raserede, at øen fra midten af 1600-tallet var uden skov.

I 1704 var der kun tre af øens gårde, der kunne leve af landbrug alene. De øvrige måtte mere eller mindre ernære sig ved fiskeri, der blev varetaget af mændene, mens kvinderne klarede landbruget.

En del gårde blev flyttet ud fra landsbyerne ved udskiftningen, og der skete en opdyrkning af bakkelandet og de gamle hedeområder. Her blev der etableret et stort antal små fiskerlandbrug. Således blev antallet af husmandssteder og jordløse huse firdoblet i 1800-tallet, og befolkningstallet blev mere end fordoblet.

Omlægningen af fangstmetoderne efter saltvandets indtrængen i 1825 betød, at fiskeriet udviklede sig til det bærende erhverv for flere familier. I 1910 var der på Fur 200 fiskere, der drev fiskeri fra 70 sjægte og 4 motorbåde.

Befolkningstallet nåede i 1920'erne over 1700. Tilbagegangen for fiskeriet betød en kraftig afvandring i årene 1925-35. Siden 1965 er indbyggertallet yderligere faldet, så Fur i dag beboes af knap 1000 mennesker. Og der er ikke længere nogen, der kan leve af at fange fiske. De få tilbageværende både skraber muslinger.

I 1919 begyndte den første brydning af moleret, som blev eksporteret i rå tilstand. Fra 1919-72 blev der udvundet omkring 2,45 millioner tons moler. Indtil begyndelsen af 1960'erne skete det med håndkraft. Moleret blev brudt med greb, læsset på tipvogne og udskibet til videre forarbejdning i udlandet. I 1950'erne blev tipvognene afløst af lastbiler.

I 1963 opførte Skarrehage Molerværk en ny fabrik, Skamol, omtrent midt på øen. I dag forarbejdes hovedparten af moleret på øen, og molerindustrien har udviklet sig til en dominerende faktor i Furs økonomi. Moleret bruges til fabrikation af isolerende og varmebestandige mursten. I knust tilstand bruges det som fyld i kunstgødning og som kattegrus med betydelig sugeevne.



Rundt på øen
Det var bondestenalderens befolkning, der anlagde de første gravhøje på Fur, f.eks. Emmelstene tæt ved øens nordstrand. Med en længde på 64 m er den øens største gravhøj og bærer med rette tilnavnet Kæmpegraven. Knudeklinterne ved Furs nordvestlige hjørne er øens mest storslåede molerskrænter. Moler og askelag er her presset op i flager og folder, der kan ses over en strækning på en halv km. Så godt som alle askelag er her repræsenteret.

Rødstenen er en klippe, der er dannet af sammenrustet smeltevandsgrus og -sand. Den ligger i et smukt dalsystem med en afmærket natursti, der fører rundt til områdets øvrige seværdigheder. En del af Rødstenens overflade er dækket af sjældne lavarter. Derfor kaldes den også Gråsten. Materialet rødsten har været anvendt i byggeriet af bl.a. Fur kirke og Viborg domkirke. Den røde Sten på øens nordstrand er skabt af de samme bestanddele. Her har saltvandet bidraget til at fremhæve den røde farve.

Mere sagnagtigt benævnes Rødstenen også Dragens bolig på grund at et hul i stenen. En dristig karl vovede sig engang dybt ind i hulen. Han blev ved med at gå, men så hørte han hammerslag som fra en smedje. Da han nu søgte op til jordoverfladen, fandt han sig selv i smedens have i Risum ovre i Salling. Et andet sagn beretter, at man engang ville måle hulen. Til det formål bandt man et reb om livet på en lille dreng og hejsede ham ned gennem den snævre åbning. Det skulle man ikke have gjort, for da man trak rebet op, var det brændt over.

Fur kan prale af noget så sjældent i Danmark som en kulmine. Sådan troede man i det mindste, da man i perioden 1809-13 gravede en ca. 50 m lang minegang i en molerklint på nordkysten. De mørke striber i moleret havde narret nogen til at tro, at der var tale om kul. Der skulle gå næsten 100 år, før man blev klar over, at det var vulkansk aske. Gravningen blev ledet af en svensk mineekspert, der brugte svenske krigsfanger som arbejdskraft. Det har givet anledning til betegnelsen Svenskehulen om det hul, der endnu er tilbage efter minegravningen. Den ligger på Furs nordkyst i Stolleklint (en stolle er en vandret minegang).

Kirken
Furs smukt beliggende kirke har sin dåbsattest i orden. I 1166 bekræfter bispen i Viborg over for paven, at hans forgænger for mere end 40 år siden modtog Skt. Mortens Kirke på Fur som gave af kirkens tre grundlæggere. Det vil sige, at kirken er bygget før 1126. Man har navne på de tre grundlæggere, hvilket er usædvanligt. Kirken er den første sognekirke i Viborg amt, der vides at være kommet under Viborg domkapitel.

I kirkens mure kan man finde rødsten, som stammer fra bakkerne på Fur. Det er en art sandsten, der er kittet sammen af rust. Skibet er bygget af kvadre af både granit og rødsten, mens kor og apsis mest består af rødsten. Tårn og våbenhus er fra sidste del af middelalderen. Det 22 m høje tårn består af granitkvadre nederst og munkesten øverst.

Døbefonten er lige så gammel som kirken. Den er hugget af en engelsk mester, som har prydet den med symbolske figurer - bl.a. kæmper Kristus og Djævelen om et menneske. Altertavlen er sengotisk og har været sat til side en del år, hvor den var erstattet af et krucifiksmaleri, der nu hænger over indgangsdøren. I 1949 blev de gamle sidefløje restaureret og ført tilbage til alteret. De oprindelige 12 apostle fik ved den lejlighed selskab af en kopi af et middelalder-krucifiks.

Efter 2. verdenskrig indsamlede præsten et beløb til en mindesten over søfolk fra Fur, der havde mistet livet på havet og aldrig blev fundet. Monumentet blev i 1973 placeret på vestsiden af kirkegårdens midtergang.



Museer og samlinger
Fur Museum er både et geologisk og et kulturhistorisk museum. Den kulturhistoriske afdeling fortæller om furboernes historie, mens den geologiske afdeling rummer en enestående samling af 54-55 millioner år gamle fossiler (forsteninger) fra moleret. Nogle af de bedst bevarede fossiler er fundet i cementsten, der er linseformede kalksten i moleret. De kan være op til ½ m tykke og over 1 m i diameter. Betegnelsen "cementsten" stammer fra 1850'erne, da disse sten blev samlet specielt til fremstilling af cement. Sjældne fund af forsteninger kan erklæres for danekræ. Finderen har afleveringspligt, men modtager til gengæld en dusør.

Allerede i 1888 blev der udarbejdet et havneprojekt på Fur, men det blev skrinlagt på grund af prisen. Til sidst blev fiskerne så utålmodige, at de selv gik i gang med at bygge havnen. De købte en mergelgrav tæt ved kysten. Den blev udgravet og forsynet med bolværk, hvorefter der blev gravet en 6-7 meter bred kanal ud til fjorden. Havnen var færdig i 1911 og kunne rumme 40 både.

Kanalen ind til havnen havde imidlertid problemer med tilsanding. Selv om der blev bygget læmole, løste det ikke problemet. Derfor byggede man i 1953-56 den nuværende havn ved færgestedet på Stenøre. Havnen fik i 1960'erne en coasterkaj til udskibning af moler og molersten. Her findes også en lystbådehavn. For godt 100 år siden var der blot en færgekro og færgemandens ejendom - i dag er Stenøre den største bebyggelse på Fur. Den gamle havn i Koldkilde ligger nu tilbage som et helt specielt miljø, der ikke er ændret af moderne byggeri. Følger man naturstien, kan man gå hen over havnens indsejling. Havnebassinet har stadig åbent vand, og to af de gamle bundgarnshuse er bevaret. I den ene er der udstilling om havnen og fiskeriets udvikling.

I 1908 blev færgekroen købt af et aktieselskab og omdannet til afholdskro og gæstehjem. Kroen afstod ved den lejlighed privilegiet på færgefarten til sognerådet, der anskaffede egnens første motorfærge, Sleipner. Da molerværkerne kom i gang, opstod der øget trafik, og i 1932 indsatte man færgen Fuursund, der havde et rigtigt vogndæk med plads til tre personbiler. I dag sejler færgen med meget korte mellemrum. Det benytter omkring 100.000 turister sig af hvert år. De fleste er éndagsbesøgende, men de mange sommerhus trækker også turister til.



Kort enkestand
I Rasmus Henrik Kruses Beskrivelse over øen Fuur fra 1867 får man bl.a. et indtryk af, i hvor grad ægteskabet dengang var et praktisk arrangement:

”Når enten mand eller kone er bleven enke, frier han eller hun ikke selv, men sender én af sine slægtninge eller gode venner som bud til den person, der er udseet til at træde i den afdødes sted, fåer man ja, henter enkemanden én af de næste aftener pigen eller fruentimmeret hjem, og hun betragtes strax som kone i huset. Er det en enke, møder karlen eller mandsfolket én af de næste aftener i huset og betragtes ligeledes strax som mand.”